Motstand - The summer without men i reprise

Det er alltid hyggelig når noen kommenterer blogginnlegg jeg skriver, men noen kommentarer gleder mer enn andre. I går fikk jeg en av den typen - jeg fikk motstand.

Det dreier seg om innlegget jeg skrev om Siri Hustvedts bok The summer without men. Jeg var langt fra begeistret, og avfeide boka med et skuldertrekk. Noe Kirsten er uenig i, og hun argumenterer så godt mot meg at jeg vil gjengi hele kommentaren hennes her (og håper jeg blir tilgitt for det). Jeg tror nemlig ikke så mange går tilbake til kommentarfeltet i gamle innlegg, og jeg synes dette fortjener å bli lest:

Hej Elisabeth
Jeg var netop begyndt at læse "The summer without men" da jeg så dit indlæg - og både din mening og de andre kommentarer har spøgt i min bevidsthed mens jeg læste. Og nu har jeg læst den sidste side - og måtte for en gangs skyld forsøge mig med litterær argumentation :)
Jeg tror det er en bog som fænger forskelligt - alt efter hvordan man kan relatere (alder, køn, erfaringer osv). Jeg er uenig i karakteristikken "Kvinne møter motgang, kvinne søker et fellesskap med andre kvinner, kvinne finner der trøst og styrke, kvinne kommer ut på den andre siden tryggere på seg selv og sin egen individualitet". Det er for banalt. I stedet har jeg læst den som både en distanceret og samtidig selvironisk refleksion og udstilling af livets ironi og både forudsigelighed og tilfældighed i alle aldre. Hovedpersonens situation ændrer sig jo ikke ved hjælp af de forskellige kvinder hun møder i løbet af sommeren, men ved at der bare går noget tid - tid til at reflektere, huske, mindes og afklare. Jeg besluttede mig bevidst for ikke at lade mig farve af hverken de gode anmeldelser på omslaget eller af dit indlæg og jeg har både smilet, nikket og rynket panden inde i mig selv mens jeg læste - fordi pointen eller følelsen forfatteren med få ord beskriver (eller overdriver) er smukt formidlet og genkendeligt. Jeg mener ikke at hovedpersonen Mia bruger alle de andre kvinder som terapi - i stedet bruger forfatteren de forskellige kvinder omkring Mia til at fortælle om livets start, midte og slutning som pige og kvinde - og hvad der gentages igen og igen på nye måder.
Det er den første bog af Siri Hustvedt jeg har læst - og bogens mange litterære referencer og intellektuelle indskud stiller store krav til læserens boglige dannelse (min i hvert fald).
Derudover synes jeg det var forfriskende med den dialog som Siri Hustvedt har kørende med læseren via Mia - det punkterer den lidt selvhøjtidlige og noget litterære luft i bogen.
(og jeg giver normalt bøger væk som jeg ved jeg ikke vil læse igen - dog er jeg ret sikker på, at denne bog vil finde en plads i den permanente samling ^^)

Jeg er enig i at min beskrivelse "kvinne møter motgang, kvinne søker et fellesskap med andre kvinner, kvinne finner der trøst og styrke, kvinne kommer ut på den andre siden tryggere på seg selv og sin egen individualitet" er for banal til å omfatte denne boka. Den var da også helst ment på de andre to bøkene jeg nevner i omtalen (Secret Life of Bees og Nå vil jeg synge det milde sanger). Likevel er det noe som får meg til å sammenligne dem - dette utpregede feminine som ligger i bunnen og som jeg aldri blir fortrolig med.

Jeg ser jo mange av kvalitetene Kirsten nevner - selvironien, de intellektuelle innskuddene, de litterære referansene, og det er langt på vei dette som gjorde at jeg fullførte boka. Jeg kan også se at boka er godt håndtverk, at karakterene fyller funksjoner forfatteren gir dem, at språket sitter osv.

Jeg tenkte derimot ikke over det Kirsten sier om at det ikke er de andre kvinnene som forandrer ting for Mia, men tiden. Da jeg leste dét tenkte jeg at jo, det har hun rett i - og dermed ser jeg boka i et litt annet lys enn jeg i utgangspunktet gjorde. Det fjerner den helt klart ett skritt lenger fra de andre bøkene jeg sammenlignet den med.

"Jeg tror det er en bog som fænger forskelligt - alt efter hvordan man kan relatere", skriver Kirsten, og til syvende og sist er det vel nettopp det som skiller oss. Jeg kan nikke gjenkjennende over enkelte episoder, men jeg greier ikke relatere til dette utpreget feminine universet. For meg blir det klaustrofobisk og jeg vil bare ut.